Når angst styrer fordomme.

Når angst styrer fordomme.

Når angst styrer fordomme.

Når angst styrer fordomme.

Indrykket: 29-04-2014


Dette indslag af Bjørn Ignatius Øckenholts er opslået af Annes Atelier, og det rammer nu ellers debatten om hvem der kan kalde sig kunstnere lige i øjet.

Når angst styrer fordomme

I Kunsten.nu har kunsthistoriker Line Rosenvinge forfattet en klumme, hvor hun dømmer en kunstner ude på et forvrøvlet grundlag og med et forbavsende udgangspunkt i dennes fortid som TV-vært, hvad dette så måtte have med sagen at gøre….

Det beklagelige ved Line Rosenvinges klumme er, at den formodentlig bliver læst og formodentlig også taget til indtægt. Det er ærgerligt, når klummeskriveren forvrøvler sig på åbenlyse punkter, med knap så åbenlyse hensigter.

Line Rosenvinge kan ikke lide, at journalist og billedkunstner Trine Panum Kjeldsen definerer sig selv som netop billedkunstner. Personligt skal jeg undlade at kloge mig på Trine Panum Kjeldsens kunstneriske talent, men som Line Rosenvinge selv nævner, så er billedkunstner ikke en beskyttet titel, hvorfor vi er nødt til at vurdere erklærede kunstnere og disses værker ud fra den præmis, at de faktisk også er kunstnere, og ikke ud fra hverken køn, alder, indkomstforhold, anden uddannelse eller hvor længe de har beflittet sig med kunstnerisk skaben.

Line Rosenvinge afgør uden skælven, at Trine Panum Kjeldsen ikke er kunstner, men begrunder det i tid. Guderne skal vide, at det for de fleste er en god ide at arbejde med stoffet og fordybe sig, som man nu selv bedst gør det, men der eksisterer ikke en målestok, ud fra hvilken det kan beregnes, hvor længe et menneske skal have arbejdet med kunst for at kunne kalde sig kunstner. Og godt for det, da uddannelse og dannelse baserer sig på mængden af tillært og indhentet viden, uanset hvor man har denne fra. Ikke sjældent ses det, at sent udsprungne kunstnere er i stand til omsætte viden fra andre felter i deres skaben og altså tilsyneladende komme langt hurtigere i ”mål” end en yngre med mindre erfaring.

Det er rigtigt, at man på eksempelvis Kunstakademiet i København regner med en uddannelsesperiode på 6 år, men her er man sådan set og i princippet kunstner ved optagelsen og forventes så at videreudvikle sig undervejs og efter endt uddannelse. Ingen uddannelse stopper forhåbentlig, når man har eksamenspapiret i hånden. Uddannelse, uanset hvilken, skulle gerne medføre en trænet åbenhed for mere og andet.

Det egentlige formål med klummen, ud over en åbenlys irritation over Trine Panum Kjeldsen, tillader jeg mig at gætte på er den, der fremkommer et stykke nede i teksten, nemlig at kunstmarkedet bliver besmittet og forringet af alt for megen dårlig, ubevidst kunst skabt af folk der lider at uhæmmet kreativitet. Det er naturligvis en holdning, men røber en ikke ringe mistillid til den overordnede kvalitetssans. Man kunne turde håbe, at kvaliteten ikke taber pusten, bare fordi den har hengivne fans, der eftergør den. Endelig er det en påstand fremført herfra før, at jo flere der nationalt set beskæftiger sig med kunst, jo mere lærde og bevidste bliver vi. Den type tænkning er naturligvis altid problematisk for eliten, men så må selvsamme elite stramme sig an og sigte højere i stedet for at skyde nedefter.

Har eliten et formål så er det at hæve flokken.

Endelig roder Line Rosenvinge sig ud i den vildfarelse, at kunst for at være kunst skal ses og værdisættes. Det er en bedrøvelig holdning fra en, der skulle forestille at interessere sig for dybden og ikke kun overfladen og skubber en kunstner som eksempelvis Henry Darger ud i mørket og et almindeligvis anerkendt værk af Kafka (Processen) samme vej. Sidste værk var skrevet til skuffen, og førstnævnte kunstner arbejdede for sig selv og uden andres blikke til sin død.

En rigtig kunstner er ifølge Line Rosenvinge en, der bliver anmeldt af professionelle kunstanmeldere og finder vej til de rigtige kunstinstitutioner. Det er så hjertegribende dumt og historieløst et udsagn, at det kalder på fortvivlelse. Hvis kunsthistorikere, anmeldere, museumsfolk og gallerister er lige så blinde i deres selvsikre nu-fikserethed så står det godt nok skralt til.

Der er skabt stor kunst, inden kunstakademier blev en nødvendighed, og rigtig megen kunst er blevet set og elsket, inden den første kunstanmelder blev iført en ble.

Der bliver verden over skabt kunst uden for de institutioner, der måtte mene at have eneret på viden om hvad der er godt og skidt. Musik, dramatik, litteratur, billedkunst, o.s.v.

Slutteligen kan det undre, at Line Rosenvinge kan mene at disse hobbykunstnere og ubevidste klatmalere kun skaber for deres eget ego og uden glæde for andre, og samtidig er i stand til at sælge værker i 20.000 kr.s klassen. Noget kunne tyde på, at nogen finder glæde i det Line Rosenvinge frygter og måske oven i købet er enige i, at det er kunst.

Bjørn Ignatius Øckenholt
Hobby såvel som professionel kunstner og leder af Ignatius.dk

Kilde: https://www.facebook.com/AnnesAtelier.dk/posts/780124082011901:0

Se også - Hvem er jeg egentlig

Når angst styrer fordomme.